Vampyren Peter


28 Oct
28Oct

Vampyren Peter Plogojowitz

Ikke alle vampyr historier er frit opfundet.

1700-tallets vampyrforskrækkelse, der sneg sig gennem Øst- og Mellemeuropa, nåede aldrig op til vore danske breddegrader.
Dagen i dag trækker man på smilebåndet over vampyrer, og Nosferatu har fået en ret ekstrem make-over, da alle vampyrer åbenbart er blevet yngre med alderen ifølge Hollywood og amerikanske tv-serier. De er stort set alle teenagere eller i starten af tyverne.
Det var en helt anden snak for trehundrede år siden. Dengang der var vampyrer til.


En af de mest mærkværdige vampyrhistorier er den om bondemanden Peter Plogojowitz (Petar Blagojevich) fra landsbyen Kisolava (nu Kisiljevo) lidt øst for Beograd i Serbien.
Den fortælling, du nu skal læse, er faktisk topveldokumenteret og blev blandt andet nedskrevet af den kejserlige provisor, som var områdets kommandør.


Peter Bondemand døde og fik en fin lille begravelse på den lokale kirkegård. Der gik dog tre dage, og så bankede det en sen nattetime på afdødes søns dør, og der stod Peter Plogojowitz så, opstanden fra de døde.
Det har mildest talt nok været noget af et mærkværdigt gensyn. Nå, men sønnike gav sin døde far noget at spise, og efter endt måltid luntede den gamle tilbage til graven. Så langt (eller rettere dybt), så godt.
Sent næste aften bankede det atter på døren, og, kære læser, du har vel allerede gættet, hvem der stod derude.
Knaphedssamfund, angst eller problemer med faderfiguren, hvem ved? Den døde blev afvist af sin søn, slut med godnatsnacks til daddy Cool.
Nu kiggede Peter Plogojowitz med døde øjne truende på sin knægt, drejede hælene om og gik ud i den tunge mørke nat.
Den næste dag blev Peters ellers raske arving fundet død, og inden for de næste ni nætter, med et døgns mellemrum hver gang, gik ni andre landsbybeboere bort. Alle som én var de både raske og rørige, inden de kom til at se både voldsomt afkræftede og drænede ud, som om de manglede blod. Alle havde de fortalt, at Peter Plogojowitz’ lig havde besøgt dem om natten.
Konklusionen var tydelig: vampyr.
Peter havde også besøgt sin kone og forlangt at få sine sko udleveret. Enken overlevede mødet, men flyttede nærmest med det samme til en anden landsby.
Så ringede klokkerne for alvor hos landsbypræsten, og han kontaktede den lokale magistrat.
Nu er vi jo i 1700-tallet, så han blev uden problemer taget alvorligt med det samme, hvilket man også, på sin vis, ville være blevet dagen i dag for dog straks at blive indlagt på den lukkede eller bortmedicineret.

Hurtigt dukkede den lokale provisor (kommandør) ved navn Frombald op sammen med to af sine bedste officerer samt en bøddel.
De var handlingens mænd, og efter en kort orientering gravede de, på forlangende af landsbyboerne, vampyrens grav op. Til stor forbløffelse, dog næppe læserens, var liget af Peter Plogojowitz, efter ligklæderne var taget bort, fuldstændigt frisk at se på, håret var dog blevet langt, og Peter havde groet sig et fuldskæg til, og ud af hans mund flød der blod, og hans negle groede dobbelt.

Straks hoppede nogle vrede landsbybeboere ned i graven og jog et par træpløkke gennem hjertet og andre steder på vampyren. Efter sigende skulle det have sprøjtet ud af både hjerte, mund og ører med blod til alle sider og kanter.
Så brændte de Peters jordiske rester, og den samme omgang fik alle de andre, der var faldet for den blodsugende nattevandrer. Bare for at være på den sikre side.
Nu blev al aske atter begravet, godt omgivet af hvidløgsranker og hvidtjørn, og så hørte man ikke mere fra vampyren Peter.

Den, under alle omstændigheder, meget mærkværdige historie var omtalt i flere af datidens aviser, og den originale rapport er dagen i dag at finde i Tyskland.


Skrevet af Torben T Frandsen


Kommentarer
* E-mailen offentliggøres ikke på webstedet.