Ildørnens Rede: Patomskykraterets mysterium


30 May
30May


For tohundredeoghalvtreds år siden landede et udenjordisk fartøj, midt i de vildsomme, øde bjerge, i den sibiriske region Irkutsk. Fartøjet var så kraftfuldt, så magnetisk og radioaktivt, at det påvirkede jorden under det til at løfte sig mod fartøjet, så det kunne lande sikkert over taigaens tårnhøje graner.


Fartøjet åbnede sig med en summen, en landgangsbro udgik fra dets metalliske, lysende indre. De små, grønne mænd med deres bobleformede glashjelme trådte ud på broen, mens de løftede deres trefingrede hænder i en gestus, som betød: 


”Vi kommer med fred, jordboere.” 


Rummændene burde have valgt et andet sted. Der var ikke et øje i miles omkreds. Ikke et eneste menneske var at se; i taigaens dyb var kun ravne, bjørne, hjorte, grævlinger og andre skovdyr, som var fuldstændig ligeglade. Rummændene kiggede på hinanden i ordløs forbløffelse, aktiverede deres telepatiske kommunikation, og sagde:


”Her er fandme dødt. Lad os skride!”


Da fartøjet lettede igen, havde det gjort bjerget så magnetisk, at der løftede sig en vældig stenkegle, som strakte sig mod dets bund. Radioaktiviteten, som udgik fra det, strålede ud på træerne, så nålene lyste. Og stenkeglen sår der stadig som et evigt minde om det ekstraterrestiale besøg.


Or not!


Men hvad løftede så kalkstenen under taigaen til det besynderlige bjerg, vi i dag kan se i det øde Irkutsk? Sandheden er at ingen ved, hvorfor den 40 meter høje kalkstenskegle, som på toppen er prydet med en 12 meter høj halvglobe, er opstået. Den ligner mest af alt en gigantisk højttaler, som det stikker sit nøgne dobbeltbjerg op over trætoppene. 


Det forbandede bjerg


Områdets lokale indbyggere, Yakut-folket, kalder Patomskykrateret for ”Ildørnens rede.” De vil ikke i nærheden af det. De anser stedet for at være forbandet. 


De siger at mennesker forsvinder i dets nærhed uden en eneste efterladenskab, som kan forklare deres forsvinden. De siger at dyrene skyr stedet som pesten, og at de af deres folk som har nærmet sig krateret og vendt tilbage, har følt sig fysisk påvirkede i dets nærhed – kvalme, utilpashed og endda en psykologisk følelse af rædsel, opstået i kraterets blotte tilstedeværelse. 


Kvalme og utilpashed er en del af symptomerne ved strålesyge, som kunne opstå hvis krateret stadig skulle udsende radioaktiv stråling. Dyr ville reagere instinktivt på det, og naturligvis holde sig væk. Den psykologiske rædsel hos mennesker er nok nærmere et tegn på mødet med det uforklarlige – højens unaturlige, sælsomme udseende, som unddrager sig enhver forklaring, og dens påvirkning af den menneskelige fantasi. 


Patomskykrateret i den vestlige videnskabs søgelys


I 1949 blev krateret for alvor kendt, da den unge geolog, Vadim Kolpakov som den første videnskabsmand, besøgte den mystiske formation. Han navngav krateret efter den nærved beliggende flod, Patom. Kolpakov bragte således formationen til videnskabens interesse, men selv ikke de intense studier og undersøgelser som er blevet foretaget siden 1949 har bibragt nogen tilfredsstillende konklusion, som videnskaben har forsøgt at finde, blandt andet ud fra disse observationer: 


Stenformationen er ung i geologisk forstand – kun 250 år gammel, som man har konstateret ved undersøgelser af dens omgivelser. Den er 40 meter høj og ca 100 meter i diameter. Den lille halvglobe på toppen er 12 meter høj. 


Ved undersøgelser af de omkringliggende træers årringe kunne man påvise abnorm vækst for omkring 250 år siden, en misvækst, som minder om den måde, hvorpå den massive radioaktivitet fra det eksploderede atomkraftværk Tjernobyl påvirkede træerne omkring det, og netop det faktum har (som altid, når der sker noget uforklarligt) givet anledning til spekulationerne om de små grønne mænd i deres radioaktive rumskib.


Er Patomskykrateret en del af Tunguskahændelsen?


Patomskykrateret er i mangel af bedre blevet kaldt for et krater, men der er ikke noget egentligt bevis for, at den ér et krater. Intet andet meteorkrater i verden har denne symmetriske og sælsomme opbygning. Det er foreslået, at Patomskykrateret kunne være en del af komplekset omkring Tunguska-hændelsen i 1908, hvor et meteor sandsynligvis eksploderede over Tunguska, en anden egn i den sibiriske taiga, over tusind kilometer fra Patomskykrateret.


Ved den mystiske Tunguskahændelse foregik en eksplosion, som var 185 gange Hiroshimabombens sprængkraft, ruder blev knust 60 kilometer væk, braget kunne høres 1000 kilometer væk, 80 millioner træer blev væltet – et areal så stort som sjælland. Et umådeligt antal rensdyr døde ved eksplosionen. Gudskelov gik ingen menneskeliv tabt, da hændelsen skete i en fjern og ubeboet egn i hjertet af Sibirien. Men jordrystelserne blev registreret selv i England, og lysfænomener på på himlen på selve natten og natten efter kunne ses selv i Danmark! 


Man fandt aldrig noget egentligt meteor efter Tunguskahændelsen, og man har derfor antaget at eksplosionen foregik i 8 kilometers højde, og at meteoret blev pulveriseret i mødet med jordens atmosfære. Derfor har det været fristende at knytte en årsagssammenhæng med Patomskykrateret sammen med Tunguskahændelsen - men Patomskykraterets alder udelukker det helt. 


Er det en vulkan?


Patomskykraterets kegleformede udseende gør det naturligt at forbinde det med vulkansk aktivitet. Nogle teoretikere foreslår om at formationen er opstået af geologiske processer i undergrunden, for eksempel en ophobning af gas og varmeudvikling, som har transformeret kalkstenen under jorden, brudt den og presset den opad. 


Andre har foreslået, at højens form kan sammenlignes med en muddervulkan, et fænomen, som blandt andet indebærer frysning og optøning af den vandholdige jord, og at dette kan have formet den mystiske høj ved at bryde klippen og skubbe undergrunden opad. 


En tredje teori involverer eksplosioner af magmas møde med klipper, som indeholder vand under tryk, hvilket har udløst presset via eksplosioner, som har presset klippen opad. Disse teorier virker logiske og plausible. De indeholder ikke noget endeligt bevis – men de er heller intet der taler imod en helt og aldeles naturlig forklaring, som ligger og venter på at åbenbare sig for os.


The usual suspects


Da Kolpakov opdagede Patomskykrateret, var den kolde krig netop begyndt, mange videnskabelige undersøgelser blev suspenderet under Sovjet, og først efter jerntæppets fald, begyndte man igen at forske i kraterets mystiske natur. Kommunismens fald også en glimrende anledning til at lufte teorier om hvorvidt det kommunistiske styre havde en finger med i spillet – om krateret var tegn på nukleare eksperimenter, om Sovjetstyret havde fundet det nedstyrtede UFO og benyttede sig af det efterladte radioaktive materiale. ”The usual suspects” indenfor konspirationsteorier blev gavmildt hældt ned i Patomskykrateret, og det er helt naturligt hvad angår mysterier der findes i det gamle Sovjets vældige rige. Det kan være super underholdende, og tilsvarende corny.


Døden ved Ildørnens Rede


Myten om det forbandede bjerg lever stadig i bedste velgående. Især én hændelse er med til at vedligeholde den, så den stadig står dugfrisk i samtidens kollektive mytestof:


I 2005 begav en videnskabelig ekspedition sig mod Patomskykrateret, ledt af forskeren Evgeny Vorobyrov. Da de nærmede sig krateret, blev Voroborov ramt af et voldsomt hjerteanfald og døde på stedet, en hændelse der straks borede sig ind i historien om bjergets uhyggelige forbandelse. 


Ekspeditionen fortsatte arbejdet, men det understregede blot dette væld af anomalier, som stadig er en kilde til undren på det naturvidenskabelige område: 


Kraterets form, den abnormale trævækst, tegnene på radioaktiv stråling. Og på det antropologiske plan: Yakutfolkets myte om Ildørnens Rede menneskers mystiske sporløse forsvindinger og fortællingerne om det umådelige ubehag, som synet og nærheden af krateret forårsager.


Mysteriet lever!


- og jeg ville give min højre arm for at se Ildørnens Rede. I hvert fald på afstand, måske bare fra den helikopter, man er nødt til at benytte, hvis man vil nå frem til den vildsomme egn. Men at gå op på dets top og fysisk nærme sig kalkstenene, ladet med myter og måske radioaktiv stråling? Dertil er jeg nok for stor en pussy. Men hvis jeg virkelig fik muligheden, ville jeg sikkert være alt, alt for nysgerrig til at kunne lade være. 


Af: Louise Kristensen

Photo credit: dailymail_co_uk




Kommentarer
* E-mailen offentliggøres ikke på webstedet.