Helvedes 7 porte (creepypasta)


29 Oct
29Oct

Rygtet siger, at hvis du Allehelgensaften vandrer gennem syv mørke porte, vil du se de syv porte, gennem hvilke du kan skue ind i helvede selv. Jeg tænkte, at det var en myte der var lavet til at skræmme udklædte møgunger med deres slikposer, men jeg var var nødt til at prøve det. Selvfølgelig gjorde jeg det. Hvis du siger til mig at jeg ikke skal kigge under det blodige klæde i kælderen – så er det lige præcis det jeg gør...


Derfor gik jeg ud den 31. oktober for at finde syv mørke porte: Et hul under en hæk. En mørk indgang fra gaden til et baghus. En smadret dør i baghusets gamle cykelværksted. En trappeskakt til en kælder. En dør til en skunk. En loftslem. En skydedør til et skur. 


Da jeg gik i seng, var mine drømme fyldt med rasende flammer, sydende, svovlblå, fosforhvide. Ilden blev dæmpet. Jeg så en mand stå på den forkullede jord, hans øjne missende mod mig, på en gang listigt og mistænksomt; han var gammel, hans var tynd, så klæderne hang på ham som et fugleskræmsel. Så talte han. Hæst og rallende, som en døende: ”Nemmo Klev Lit Edevleh Vys Etrop.” Han gnæggede og åbnede en smedejernsport. Min krop blev som lammet. Jeg kunne ikke ikke andet end at lade mig føre gennem den første port.


Og her er de. Velkommen til Helvedes 7 Porte:


Den første port:

Gennem brølende flammer så jeg lig, forfærdeligt lemlæstede, vanhelligede, næsten forkullede. De hylede og klynkede så højt at de næsten overdøvede den knitrende ild. Én kom imod mig. Han havde kun ét øje, og hans krop var gennemhullet af projektiler, hvorfra materien løb og maddiker vred sig i hvert enkelt hul som var det lejligheder med fester hvis deltagere havde taget for mange stoffer. Han sagde: ”Vi er voldsmænd og mordere, som aldrig har fået en jordisk dom. Nu har vi fået den for evigt.”


Jeg havde genfundet kontrollen over min krop, og gik forbi ham til den anden port. Det var i en bygning. 


Den anden port:


Det var et rødt og sort rum. Der var mennesker i sort, skinnende plastic, bundet op i hampereb, de skreg af smerte. En blev savet midt over, tarmene og indvoldene ved at falde ud af ham for kort efter at hele igen, og derefter gentog det sig. Igen og igen, som et åndedrag. En anden stod opret i en jernjomfru, som blev åbnet og lukket, åbnet og lukket på ny. En mand i en bøddels klæder og med tommelskruer hæftet til sine hændersagde til mig: ”Vi er bødlerne, som nu tortureres med vore egne midler.” Jeg gik forbi ham til den tredje port.


Den tredje port:


Jeg var i en klippefyldt skov. Alt var stille. Ingen lyd, ingen raslen af blade, ingen fugle. En mand hang fra en gren i et reb. En anden faldt fra en klippe. Hans skrig gik til marv og ben. Jeg løb. En uhyggeligt forbrændt kvinde fulgte efter mig. Jeg vidste hvad det var, jeg så. Det var mennesker, som havde begået selvmord. Jeg løb ind gennem den 4. port. Jeg var nu i et palads. 


Den fjerde port:


Jeg var i en højloftet sal, alt var skinnende hvid marmor, søjler, ornamenter og detaljer af bladguld. Der var kejsere, konger, politikere og alle dem man med et godt ord ville kalde rige svin. En kejser i sin hermelinskåbe lå med blottede ben og blev gnavet i af en løve. Den sønderrev muskler og spyttede dem ud, som om de smagte afskyeligt for løven. Sårene helede på et splitsekund, og løven gnavede gennem ham igen. En politiker blev gennemtæsket af hvad der lignede skygger i fængselsklæder. En mand i et ulasteligt jakkesæt og et slips, der sad så stramt om hans hals at det var ved at kvæle ham, sagde: ”Vi er de korrupte. De, som brugte magten til at rage det til os, som tilhørte folket.”


Jeg gik forbi ham til den 5. port:


Jeg var i paladsets kælder. En mand var bundet til en seng, han blev pisket med en nihalet kat. En anden blev brændt med en fakkel, en tredje holdt nede ved halsen på en seng af pigge. En mand i en beige trenchcoat kom hen til mig og sagde: ”Vi er voldtægtsmændene og de, som har begået seksuelle krænkelser. Vi betaler nu for vores vederstyggellige handlinger på jorden.” Jeg gik forbi ham til den sjette port.


Den sjette port:


Jeg så mennesker blive skudt, blive kvalt, blive begravet levende, banket til døde med dumpe instrumenter, muret ind i vægge, stukket med knive og sværd. Jeg vidste hvem de var. De var mordere, som blev myrdet på samme måde som de dræbte deres ofre. Jeg havde set nok. Alle disse orgier af blod, tortur og lemlæstelse fik brækket til at stige op i halsen på mig.der var kun én udvej. Gennem den syvende port. Jeg sagde til mig selv: ”Det er snart overstået. Snart overstået. Dette mareridt. De næste port er det sidste helvede.”


Den 7. port:


Jeg stod i mit eget værelse. Foran mit eget spejl. Der var dunkelt, og jeg kunne ikke se mine ansigtstræk. Så blev et levende lys tændt, og jeg så mig selv. Og jeg så kun et kranie med hudrester spændt stramt ud over knoglerne, kraniet blottet under døde hårtotter, underkæben næsten skilt fra det øvre kranium og hang ned mod den grå torsos smuldrende hud.


Jeg vågnede badet i sved med et gisp efter luft, som om jeg var begravet levende og med neglene i mulden havde gravet mig op til overfladen. Billederne løb gennem mit hoved, som en afskyelig strøm, og de blev ved og ved. Jeg tænkte ikke på andet hele det år. Mit skolearbejde gik i stykker. Mine karakterer dalede. Det blev ved. Helt indtil den næste Allehelgensaften.


Jeg gik ikke ud den aften. Jeg gik bare i seng. Det varede længe, før jeg faldt i søvn. Da jeg endelig var ved at falde i søvn mærkede jeg at der var nogen, der betragtede mig. Jeg åbnede øjnene. Det var en som mig...nej, det var mig. Da han så mig, spærrede han øjnene op, som var han chokeret over at se mig. Min krop blev igen lammet. Da jeg endelig genvandt kontrollen over min krop, og jeg kunne tale, var de eneste ord, der kom ud af min mund: ”Nemmo Klev Lit Edevleh Vys Etrop.”


Jeg rejste mig op, gnæggede og åbnede en smedejernsport for ham. Jeg vidste ikke, hvorfor der var en smedejernsport i mit værelse, men det føltes bare helt naturligt. Han gik ind gennem dem med et udtryk, som om han forsøgte at kæmpe imod noget, imod sin egen krops reaktioner. Jeg så ned på mit natbord, og på det stod et skinnende bæger, fyldt med noget, der lignede blod. Jeg så mit eget spejlbillede i bægrets spejl, og så vogteren af de syv porte. Og vogteren af de syv porte – det er mig! 


Kommentarer
* E-mailen offentliggøres ikke på webstedet.